Kan vi hjælpe med noget?

Må man bruge Minlæring til eksaminer?

Skrevet af Minlæring
Opdateret 3 måneder siden

Det korte svar er ja.

 

Hvorfor er Minlæring tilladt?
Uanset om dine elever følger 2013-læreplanen eller 2017-læreplanen er det tilladt at bruge Minlæring under prøver.

Der er som udgangspunkt ikke internetadgang til eksaminer for elever på 2017-læreplanen. Men digitale læremidler, som eleverne har brugt i undervisningen og som fremgår af undervisningsbeskrivelsen, er tilladt. Eleverne kan derfor problemfrit anvende Minlæring under eksaminer, såfremt dette er gældende.

Dette fremgår af redegørelser udgivet af fagkonsulenter, der repræsenterer hhx, htx, eux, hf og stx. Det fremgår desuden af bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser.

Mulighed for download og interaktive værktøjer
Det er iflg. bekendtgørelsen et krav, at de digitale læremidler ikke må kunne opbevares lokalt. Det er ikke muligt at downloade Minlærings indhold med alle dets funktioner og muligheder. Minlæring tilbyder (på samme måde som alle moderne browsere) en mulighed for at hente selve bøgernes tekst af hensyn til læsesvage, ordblinde og brugere af skærmlæsere. Dette er dog ikke at sidestille med en egentlig mulighed for at downloade Minlæring.

Det er ikke tilladt at anvende interaktive værktøjer, som kan ændre på elevernes input såsom Google Translate, Grammarly, verbebøjere eller lignende. Denne form for funktionalitet tilbyder Minlæring ikke.

Ressourcer og eksterne links
Minlæring indeholder en række links og henvisninger til brugbare ressourcer, som kan være gode at arbejde med i den daglige undervisning såsom ordbøger, verbebøjere (Verbix) mv. Man forlader Minlærings hjemmeside, når man tilgår disse sider. For at være helt sikre på, at eleverne ikke anvender potentielt ikke-tilladte hjælpemidler, vil vi dog deaktivere disse links under eksamensperioder. Det gælder fx Cambridge Dictionary og Duden, som indeholder (interaktive) oversættelsesfunktioner. Disse eksterne links og ressourcer påvirker ikke elevens mulighed for at anvende selve Minlæring, herunder øvelser, opgavesæt mv.

Skolens mulighed for styring af netadgang
Det er i sidste ende den enkelte skole, der beslutter hvordan eksaminerne afvikles mhp. at undgå, at elever kan tilgå ikke-tilladte hjælpemidler. Såfremt skolen ønsker at lukke ned for al netforbindelse under prøver for i stedet at tillade udvalgte IP-adresser, hjælper vi meget gerne med at sende relevant information, der gør, at kun Minlærings relevante IP-adresser tillades. Kontakt os i så fald på support@minlaering.dk.

Fik du svar på det du søgte?