Screeninger i fransk

Skrevet af Minlæring
Opdateret 3 år siden

Her kan du læse uddybende om, hvordan vi har opbygget vores screeninger, og hvordan du tolker screeningsresultater.

Hvis du søger en guide til oprettelse af screeninger, finder du en guide til dette her.

 

Introduktion til læreren

Minlærings screeninger i fransk er selvrettende og giver læreren et nemt overblik over, om eleverne har grundlæggende sproglige færdigheder. Screeningen tester i sprogbrug, grammatik, syntaks, ordforråd, retstavning, læseforståelse og læsehastighed. Screeningen kan dermed give et indtryk af elevernes svagheder og styrker og danne grundlag for indsatsområder i undervisningen.

Screeningen er ikke diagnosticerende. For dybdegående test for fx ordblindhed skal screeningen følges op af en læsevejleders erfaringer og tests.

Som underviser kan du selv sammensætte screeningen ud fra de tilgængelige dele. Dermed kan du også dele screeningen op og gennemføre den over flere moduler eller differentiere screeningen, så kun udvalgte elever løser bestemte dele. I alt bør screeningen kunne gennemføres med alle dets dele på 60 minutter.

Til fransk har vi udviklet en startscreening, som er oplagt at bruge som den første screening i 1.g eller 2.g. Vi arbejder desuden på en opfølgende midtvejsscreening.

 

Startscreening

Startscreeningen tester eleverne i sprogbrug, grammatik, læsehastighed, læseforståelse og ordforråd. Der er lagt vægt på områder, eleverne forventes at kunne beherske efter folkeskolen. Dermed er screeningen oplagt at bruge efter grundforløbet til at få et hurtigt overblik over elevernes niveau.

1. Sprogbrug (grammatik)
Prøven i sprogbrug baserer sig på en række grammatiske områder, eleverne har mødt i folkeskolen. Det gælder verbets tider (passé composé, futur proche, présent), bøjning af adjektiver, possessive pronominer, artikler og substantiver og genkendelse af ordklasser. Et resultat på 80 % korrekt i denne del må anses for at være tilfredsstillende.

2. Læseforståelse/læsehastighed
Eleven præsenteres for en kort tekst med tilhørende spørgsmål til forståelse af det læste. Læsehastigheden i fransk bør være på mellem 90 og 130 ord i minuttet. Læseforståelsen er løst tilfredsstillende ved 80 % korrekt (maksimalt 2 fejl).

Eleven kan ikke gå tilbage til teksten efter læsning. Dette for netop at kunne teste både læsehastighed og læseforståelse.

Ved evaluering kan resultaterne med fordel bruges til dialog med eleven, og hvis eleven har fået et resultat under 80 % i læseforståelse, kan eleven dermed gøres bevidst om, at opmærksomheden skal skærpes under læsning. Hvis eleven i flere af screeningens tests er udfordret, kan Minlærings screening følges op af nærmere undersøgelser ved en læsevejleder.

3. Lytteprøve
I lytteprøven præsenteres eleven for et kort lydklip, hvorefter eleven får spørgsmål til forståelse af indholdet i lydklippet. Lytteprøven afdækker om eleverne er i stand til at forstå oplæst fransk og kan sammenholdes med elevens score i læseforståelse. Nogle elever kan således være dårlige læsere, men være i stand til at forstå oplæst tekst.

Eleven kan ikke se lydklippet som tekst. Et resultat på 80 % korrekt i denne del må anses for at være tilfredsstillende.

4. Ordforråd
Elevens ordforråd testes bl.a. gennem synonymer og antonymer for at klarlægge, om eleverne har et basalt ordforråd på fransk. En score på 80 % korrekt i denne del må anses for at være tilfredsstillende.

Samlet evaluering (karakter)
Mange undervisere har efterspurgt en vejledende omsætningstabel, som kan anvendes til at gå fra screeningens resultat til en egentlig karakter. At præsentere en sådan tabel er dog behæftet med stor usikkerhed, da meget afhænger af, hvordan screeningen er sammensat (hvilke dele er valgt), hvornår man tager screeningen i gymnasieforløbet, hvilke hjælpemidler man tillader eleverne at gøre brug af mv. Ved at undersøge hundredvis af elevbesvarelser kan Minlæring generelt præsentere nedenstående vejledende tabel, som dog netop bør anvendes vejledende.

% korrekt Karakter
00-39 00
40-55 02
56-70 4
71-80 7
81-90 10
91-100 12

Fik du svar på det du søgte?