Kan vi hjælpe med noget?

FAQ - dansk og almen

Skrevet af Minlæring
Opdateret 1 måned siden

Præteritum participium eller perfektum participium?
Perfektum participium eller præteritum participium?
Terminologi

Nogen har gjort opmærksom på at den korte tillægsform gerne kaldes perfektum participium, mens termen præteritum particium ikke bruges meget.

Sagen er at det gamle hævdvundne navn ganske rigtigt er perfektum participium. For latin kalder vi formen perfektum participium passiv. På dansk hedder den nu præteritum participium (det kaldtes den allerede i Annelise Munck Nordentoft 1970: Hovedtræk af dansk grammatik). For tysk – på tysk – bruger Duden ’Partizip II’. På Wikipedia tysk nævnes under ’Partizip II’ at det drejer sig om "das sogenannte Partizip Perfekt". Engelsk Wikipedia skriver "The past participle, also sometimes called the passive or perfect participle," Fransk Wikipedia omtaler for fransk formen som ’participe passé’. Rubenbauer & Hofmann (latinsk grammatik præsenteret på tysk) skriver ’Part.Perf.Pass.’

Når vi derfor præsenterer dansk grammatik under almen sprogforståelse, omtaler vi formen som Dansk Sprognævn kalder den: præteritum participium. Men vi skriver både perfektum participium i parentes i selve overskriften, og vi gør opmærksom på at formen tidligere kaldtes perfektum participium, en term der ofte bruges når grammatikker præsenterer denne korte tillægsform.

Subjektsprædikativ eller subjektsprædikat?
Terminologi

Nogen har gjort opmærksom på at det er lidt forstyrrende at skulle læse subjektsprædikativ (objektsprædikativ) når den hævdvundne term i undervisningen er subjektsprædikat (objektsprædikat).

Vi er udmærket bekendt med at de udbredte og populære betegnelser er subjektsprædikat og objektsprædikat, termer der ikke er de helt opdaterede, men som er meget sejlivede. 

Når man fremstiller en grammatik, som vi har gjort det her, i Sprogenes veje, må man vælge om man vil bidrage til fastholdelse af disse almindelige betegnelser, eller man kan bidrage til at skubbe i den retning som Dansk Sprognævn står for.

Dansk Sprognævn mener at den helt rigtige betegnelse for hvad der ofte kaldes subjektsprædikat, bør være 'prædikativ til subjekt', der i øvrigt har været i brug som grammatisk term i mindst 50 år (Se fx lærebog i dansk grammatik for seminariet fra 1970: Annelise Munch Nordentoft: Hovedtræk af dansk grammatik, syntaks).

Vi har valgt, i Sprogenes veje, at præsentere grammatik og termer med stor, men ikke fuldstændig, loyalitet over for Dansk Sprognævn.

I de tilfælde hvor der i Dansk Sprognævns terminologi er afvigelser fra hvad vi udmærket ved er udbredt blandt lærere, må vi træffe et valg.

Hvad angår vores term subjektsprædikativ, har vi holdt fast i Dansk Sprognævns betegnelse 'prædikativ', men vi synes at termerne 'prædikativ til subjekt' (og 'prædikativ til objekt') bliver for uhåndterlige. Derfor subjektsprædikativ og objektsprædikativ. Vi er helt klar over at betegnelserne subjektsprædikat og objektsprædikat er meget dominerende.

I grammatisk videnskab sigtes med termen 'prædikat' ofte, med rod i Aristoteles og på et logisk grundlag, til det der udsiges om subjektet: Sokrates er vis; Sokrates elsker Xanthippe. Således bruges ordet 'predicate' også i traditionel engelsk grammatik, og således bruges 'prédicat' i fransk og 'predicado' i spansk: om det der udsiges om subjektet; om hvad vi ville kalde verbalet med tilhørende led, herunder ikke subjektet. I tysk bruges 'Prädikat' alene om det vi kalder verbalet. Derfor, og fordi Dansk Sprognævn anfører 'prædikativ', har vi valgt betegnelserne 'subjektsprædikativ' og 'objektsprædikativ.

Men man kan roligt, til dagligt, udtale det som man plejer, uden '-iv'.

Helsætning/hovedsætning
Hovedsætning/helsætning
Terminologi
Analysestrategi

Nogle lærere har gjort opmærksom på at det er kan være meget svært for eleverne at bruge begrebet helsætning, og at de i øvrigt som lærere selv foretrækker at bruge begrebet ’hovedsætning’. 

Når man fremstiller en grammatik, som vi har gjort det her, i Sprogenes veje, må man vælge om man vil bidrage til fastholdelse af disse almindelige betegnelser, eller man kan bidrage til at skubbe i den retning som Dansk Sprognævn står for.

Betegnelsen helsætning har været grammatisk term i hvert fald siden 1961 og anvendes af Paul Diderichsen (ham med opdeling af den danske helsætning i felter til forskellige ledtyper), ligesom den anvendes i lærebøger i dansk grammatik, se fx dansk grammatik for seminariet fra 1970: Annelise Munch Nordentoft: Hovedtræk af dansk grammatik, syntaks.

Vi har valgt, i Sprogenes veje, at præsentere grammatik og termer med stor, men dog ikke fuldstændig, loyalitet over for Dansk Sprognævn.

I Sprogenes veje præsenterer vi begrebet helsætning i overensstemmelse med Dansk Sprognævn. Vi synes, som Dansk Sprognævn, ikke om begrebet 'hovedsætning', bl.a. fordi dette i mange tilfælde dækker over noget der slet ikke er en sætning. Det er således det der står med kursiv i eksempler som ”Grunden til at vi kom for sent, var at der var vejarbejde”; ”At du kom for sent, forstyrrede”; ”Han sagde at hun skulle gå”.

Vi nævner imidlertid, i Sprogenes veje, at mange finder det bekvemt at holde fast i begrebet 'hovedsætning' - om det der er tilbage når eventuelle ledsætninger fjernes. 

Vi kan citere fra Undervisningsvejledning for Folkeskolen bind II, 1961 (sic, 1961, ’Den blå Betænkning’, her citeret fra Annelise Munch Nordentoft, dog med moderne komma i stedet for det oprindelige pausekomma):

Hvis man opfatter ledsætninger som sætningsled på linje med andre sætningsled (genstandsled, biled osv.), er det både inkonsekvent og overflødigt at operere med det gamle system, hvor ”hovedsætning” betegnede det der blev tilbage når man fjernede alle ”bisætningerne” (...). Denne analyse kan til nød gennemføres hvor ”bisætningen” ikke udgør et nødvendigt sætningsled (han kom hjem da det blev mørkt), men hvis den anvendes i tilfælde hvor ”bisætningerne” udgør nødvendige led i ”hovedsætningen”s konstruktion, bliver den såkaldte ”hovedsætning” slet ikke nogen fuldstændig sætning, men en ”sætningsrest”, der ganske svarer til den rest der fremkommer hvis man fjerner tilsvarende ikke sætningsformede led, sml. f.eks.:

a) hvad han berettede, forårsagede at mødet blev aflyst;
b) hans beretning forårsagede mødets aflysning; 

a) da telefonen ringede, sagde jeg at det var dig;
b) så sagde jeg det.

Terminologi
Præpositionsled?
Termen ’præpositionsforbindelse’ som ledfunktion?
Adverbial - præpositionsforbindelser

Nogle mener at det kan være forvirrende at man i visse øvelser bliver bedt om at finde adverbial, og så viser det sig at man skal markere en præpositionsforbindelse.

Vi opererer ikke med en ledbetegnelse som 'præpositionsforbindelse' eller 'præpositionsled'. Der er redegjort for problemet i Sprogenes veje i afsnittet Leddenes opbygning 3, Præpositionsforbindelse (LO.3).

Præpositionsforbindelser præsenteres under Ordklasser, 11, Præpositioner (O.11). Vi kan desuden citere fra Claus Drengsted-Nielsen: Grammatik på dansk (2012) (understregninger indsat af Minlæring):

’Præpositionsled’ findes ikke

Bemærk: 

Der findes ikke et led der hedder 'præpositionsled'.
Det brugte man tidligere.
Men siden 1961 er betegnelsen 'præpositionsled' som en ledtype forsøgt fjernet.
Nej, en præpositionsforbindelse har en funktion i sætningen.
Se næste afsnit om præpositionsforbindelsers syntaks.

Præpositionsforbindelsers syntaks
Præpositionsforbindelser står meget ofte som adverbialled:
Margrethe bor på Amalienborg
Peter arbejder på fabrikken
Jeg så det i fjernsynet
Han gjorde det i hastværk 
(…)

Som adled
I eksemplerne nedenfor er præpositionsforbindelserne en del af et led.
De er altså adled:
Faren til barnet hedder Peter
Han spiste halvdelen af mors lagkage
Kaffe med mælk kan jeg godt lide 
(…)

Som prædikativ
En præpositionsforbindelse kan, af og til, være subjektsprædikativ eller objektsprædikativ.
Den udtrykker gerne subjektets eller objektets tilstand:
Bilen er i orden
Hun er med barn
Han bragte mig i tvivl 
(…)

Leddenes længde – markering af ’og’
Analysestrategi
Ordet ’og’ inde i et led

Nogle lærere kan ikke forstå at man i flere tilfælde også skal markere et ord som ’og’ som en del af et led: ”Nu er han træt og tilfreds”, ”Han elsker Susanne, Birgitte og Hanne”, ”Alfred og Katrine producerer tomater”.

Der er nogle lærere der mener at i første sætning må træt skulle markeres som subjektsprædikativ, og at også ordet tilfreds skal markeres som et subjektsprædikativ, men ikke ordet og. 

Men sådan analyserer vi ikke.

Verbet er kombineres ofte, foruden med et subjekt, med et fast subjektsprædikativ, og sådan er det også i sætningen ”Nu er han træt og tilfreds”. Ordene træt og tilfreds udgør, sammen, det faste subjektsprædikativ, og derfor skal alle tre ord, træt og tilfreds, markeres som subjektsprædikativ. Der er ikke to faste subjektsprædikativer, men ét, der er bygget op med en sideordning mellem de to dele træt samt tilfreds. Dette er den hævdvundne analysestrategi, og den understøttes af at hele forbindelsen træt og tilfreds kan pronominaliseres ved det: ”Det er han nu” (eller flyttes samlet i forfeltet: ”Træt og tilfred var han nu”).

Tilsvarende kombineres verbet elsker, foruden med et subjekt, med et (ét) direkte objekt, i eksemplet ovenfor Susanne, Birgitte og Hanne, inklusiv altså ordet og. Også i dette tilfælde kan vi substituere alle fire ord samlet med ét pronomen, dem: ”Han elsker dem”. 

Og igen i eksemplet ”Alfred og Katrine producerer tomater”: Her udgøres subjektet af ordene Alfred og Katrine, og de kan samlet pronominaliseres: ”De producerer tomater”. 

Denne analysestrategi fremgår også af mange af de eksempler vi giver. 

Grafisk er det måske mere overbevisende at skulle sætte én lang streg under de samhørende ord, men i øvelserne her på Minlæring må man markere alle ordene, ord for ord, i det pågældende led; herunder altså også ordet og i flere tilfælde. 

Se også Leddenes opbygning 4 (LO.4).

Possessive pronominer >< Personlige pronominer i genitiv
Terminologi

Nogen har spurgt hvorfor vi regner hans, hendes, dens, dets for personlige pronominer i genitiv, og ikke for possessive pronominer således som vores, jeres, deres.

Når det gælder dansk, er det ikke helt uproblematisk at skelne mellem personlige pronominer i genitiv og possessive pronominer.

Som man kan se på selve formerne, er der et system ved de possessive pronominer i singularis: min, din, sin. Derfor er sin et possessivt pronomen (et refleksivt possessivt pronomen). Det er også ret entydigt at der er et system med -s i genitiv, fx husets, drengens, men også hans, hendes, dens, dets. Derfor bør disse sidste pronominer, både af sproghistoriske og morfologiske grunde, regnes for personlige pronominer i genitiv. Modsat altså sin, der har systemet sin, sit, sine, ligesom min, mit, mine og din, dit, dine. (Vi har dog gjort opmærksom på at nogle synes det er bekvemt på dansk også at medregne hans, hendes, dens, dets under de possessive pronominer).

Noget andet er at man muligvis, af sproghistoriske grunde, også bør regne vores, jeres, deres for personlige pronominer i genitiv. Men det vil simpelthen betyde at der slet ikke ville findes possessive pronominer i 2. og 3. person pluralis, mens det 'ægte' possessive pronomen i 1. person pluralis så skulle være vor, vort, vore.

Dette vil måske nok være den mest korrekte fremstilling. Men vi tillader os her at anlægge en mere pragmatisk holdning: Vi tilsidesætter det morfologiske/sproghistoriske og regner vores, jeres, deres for possessive pronominer (og vor, vort, vore for gammeldags).

Propier – undergruppe under substantiver?
Terminologi

Vi har fået en tilbagemelding om at det er beklageligt at vi regner proprier (egennavne) for en undergruppe under substantiverne. 

Det er ganske normalt (men ikke eneste mulighed) at man inddeler substantiverne i propier (egennavne) og appellativer (fællesnavne). 

Det gør vi her, og derfor skal man i besvarelserne om ordklasse, markere ’substantiv’ når man møder et proprium. 

Vi synes vi har præsenteret vores inddeling som et valg vi har truffet, åbne over for at man kan gøre det anderledes: Vi skriver nemlig:

Man plejer at regne dem for en undergruppe under substantiverne.
Det gør vi her – vi regner proprierne for substantiver.
Men det er også rigtigt at sige at fx Rasmus er et proprium.
De andre substantiver, dem med lille begyndelsesbogstav, kaldes appellativer (fællesnavne).

Akkusativobjekt
Dativobjekt

Nogle lærere undrer sig over vores tilbageholdenhed med at bruge begreberne akkusativobjekt og dativobjekt.

Vi bruger betegnelserne direkte objekt og indirekte objekt. Men vi gør opmærksom på at disse led af nogle kaldes akkusativobjekt hhv. dativobjekt.

I screeningerne anfører vi begreberne akkusativobjekt eller dativobjekt i parentes der hvor man skal koble de danske og latinske udtryk sammen. Men ikke når man skal vælge ledfunktion; der bruger vi direkte objekt hhv. indirekte objekt

Vores valg af betegnelserne direkte objekt hhv. indirekte objekt skyldes flere ting:

1) På dansk kan man ikke skelne mellem akkusativ og dativ, og dermed giver begreberne akkusativobjekt og dativobjekt ikke megen mening. 

2) På engelsk kan man heller ikke skelne mellem akkusativ og dativ, og da hele ideen med kurset er at drage paralleller mellem sprogene, er det langt sikrere at tale om de to typer led baseret først og fremmest på semantiske kriterier. Det er klart at det morfologiske kriterium kommer ind når vi i latinkurset (stk. VI) præsenterer strukturen S-V-IO, hvor det indirekte objekt klassificeres som sådant fordi det står i dativ. Vi foretrækker imidlertid koblingen ”indirekte objekt står i dativ”, frem for at tale om det mere uklare dativobjekt, der som sagt mangler mening på dansk og engelsk og navnlig har berettigelse på kasussprog (tysk og latin).

3) Begreberne akkusativobjekt og dativobjekt må siges at være langt mindre almindelige end direkte objekt og indirekte objekt. Først og fremmest bruges de, er det vores indtryk, af tysk- og latinlærere, da disse begreber passer til disse kasussprog. 

4) Dansk Sprognævn foreslår også direkte objekt og indirekte objekt.

 

Fik du svar på det du søgte?