Kan vi hjælpe med noget?

ENGRAM Grundforløb - Komprimeret engelsk grammatik

Skrevet af Minlæring
Opdateret 2 måneder siden

ENGRAM Grundforløb er en komprimeret engelsk grammatik, der er designet specifikt til gennemgang af elementære grammatiske aspekter i løbet af grundforløbets 10-12 uger. Med udgangspunkt i Undervisningsministeriets fornyede krav om et større fokus på det funktionelle sprogsyn i fremmedsprogsfagene er bogen designet udelukkende med kontekstbaserede øvelser og en funktionel tilgang til arbejdet med sprog. For samtidig at imødekomme retningslinjerne for grundforløbet er grammatikken komprimeret til at omfatte et minimum af teori i form af tekst og videomateriale med masser af repetition i øvelserne og dertilhørende svarvejledninger og løsningsforslag. Der er lagt vægt på, at materialet er fleksibelt og overskueligt for både lærer og elev for at imødekomme den enkelte skoles tilrettelæggelse af grundforløbet.

Da alle øvelser er kontekstbaserede, er det muligt at give eleven en forsmag på, hvordan emnerne i engelskfaget spænder bredt; fra litteraturanalyse og boganmeldelser til historie, kultur og politik. Ydermere har vi tilføjet seks grundtekster i form af amerikanske high school-essays fra The Purpose Challenge, der er et forløb designet af UC Berkeley, hvis formål er at hjælpe unge nærmere en personlig målsætning som et modstykke til den dominerende karriereorienterede diskurs. Alle seks essays har dannet grundlag for eksemplerne i teorien og for en eller flere øvelser, så eleven vil opleve en genkendelighed i deres interdisciplinære arbejde med tekster og grammatik. Disse essays anbefales som grundtekster i grundforløbet i engelsk, da de for eleverne er relaterbare og letlæselige og skaber et bindeled mellem sproget som henholdsvis kommunikationsmiddel og værktøj.

Teksterne findes på nedenstående links:
Essay 1 - Camryn Morrow
Essay 2 - Jordan Bucknor
Essay 3 - Liam Conrad
Essay 4 - Mariah Jordan
Essay 5 - Devan Roper
Essay 6 - Tyler Zangaglia

ENGRAM Grundforløb tager udgangspunkt i det funktionelle sprogsyn på følgende måder: 

- Introduktioner til grammatiske emner i form af korte, animerede videoklip og tilhørende teori, der altid er understøttet af et eller flere eksempler fra teksterne nævnt ovenfor. 

- Eksemplerne er autentiske og giver eleven mulighed for at se et givet grammatisk aspekt fremhævet i en kontekst, så de ikke selv er overladt til at omsætte teori til praksis. 

- Hver gang et grammatisk aspekt er introduceret, følger en eller flere øvelser, der viser bred variation ift. indhold og måder, hvorpå eleven bliver udfordret og stimuleret. Eksempler på disse kan være alt fra, at eleven skal lytte efter et vist grammatisk aspekt i en video, til at de selv skal reflektere over og skrive om et givet emne.


Når grundforløbet er afsluttet, har eleven et bedre greb om grundlæggende aspekter i engelskfaget, ikke bare fra det grammatiske perspektiv, men i høj grad også fra det indholdsmæssige. Dermed er eleven også bedre rustet til at tage en kvalificeret beslutning om sin videre færd i gymnasieskolen.

God fornøjelse med det engelske!

Ingrid Kruse, forfatter til ENGRAM Grundforløb

Fik du svar på det du søgte?