Tysk

TYSKGRAM Grundforløb - Grammatik målrettet grundforløbet (C-niveau)

Post by
Marcus Hemmingsen
TYSKGRAM Grundforløb - Grammatik målrettet grundforløbet (C-niveau)

Minlæring har tilrettelagt et 10-12 uger langt 1g-grundforløb, der imødekommer 2017-læreplanens fornyede krav om at forankre elevernes grammatiske læring i et fuldt funktionelt og kommunikativt sprogsyn. Læremidlet skaber sammenhæng mellem grammatiske øvelser og det funktionelle sprogsyn, hvor konteksten afgør, hvilke sproglige strukturer eleven skal lære. Det introducerende 1g-grundforløbsemne vil naturligvis variere fra skole til skole, men ét sigende fællestræk er meget hyppigt: at den personnære sfære så godt som altid udgør bagtæppet i de fleste tysklæreres første emnevalg. I praksis omsættes dette valg ofte til studieplansoverskrifterne Familie und Freunde, Die SoMe-Kultur, Was ist typisch deutsch osv. For at sikre sammenhæng mellem studieplan og læremiddel vil eleverne i TYSKGRAM Grundforløb derfor ofte møde øvelser, der taler ind i netop den personnære sfære.

Elevernes møde med det funktionelle sprogsyn, som fagets aktuelle læreplan foreskriver, sikres i TYSKGRAM Grundforløb ved:

- Indledningsvist korte, animerede videoklip, som visuelt knytter an til elevernes forforståelse af et givet grammatisk emne, fx ledfunktion i sætningsanalysen.
- Et kortere teoriafsnit, som deduktivt taler ind i et specifikt grammatisk emne, inkl. bøjningsoversigter, fx inden for sætningsanalysen.
- Et vidtstrakt, interaktivt og fokuseret arsenal af sproglige øvelser, som taksonomisk spænder fra, at eleven skal kunne genkende sproglige strukturer, derpå selv reproducere øvelserne for siden selv at gå mere hypoteseafprøvende frem i løsningsarbejdet.

TYSKGRAM Grundforløb tilbyder ikke kun en fuldt stilladseret, modulopbygget øvegrammatik til elevens første faglige skridt i gymnasiet, men faciliterer også lærerens aktive til- og fravalg af de sproglige områder. Omdrejningspunktet er i begge tilfælde sætningsanalyse, regelmæssige og uregelmæssige basisverber, hovedsætninger/ledsætninger samt de væsentligste personlige pronominer.

Med ministeriets seneste vejledning for tysk fortsættersprog (2019) fulgte en central hensigtserklæring om, at grammatikundervisningen skal baseres på klar progression ⎼ støttet af massiv sproglig stilladsering. Det er vores forhåbning og forventning, at ikke kun øvelsernes gradvise niveaustigning men også den kontinuerlige hjælp fra svarvejledningerne vil hjælpe eleven et afgørende stykke på vej i sin sproglige udvikling.

God fornøjelse med TYSKGRAM Grundforløb!

Kasper Sønderby, forfatter til TYSKGRAM Grundforløb